For et par år siden kontaktede en ven mig og spurgte om jeg kendte nogle digte om moderne fysik – han skulle bruge dem til et kreativt projekt. Det gjorde jeg ikke, men jeg havde et par stykker af mine egne liggende i skuffen, og på min vens opfordring satte jeg mig ned og skrev nogle flere – og det blev så til digtsamlingen “DUG”, som jeg nu udgiver.

Hvorfor digte om moderne fysik og kosmologi? Fordi æstetik og videnskab er naturlige våbenbrødre. For 100 år siden udtalte den Britiske teoretiske fysiker Paul A. M. Dirac, der opdagede positronen og fik Nobelprisen for det, at det for ham var vigtigere at hans formler var smukke end at de passede til eksperimentel data. Den æstetiske sensitivitet, som Dirac havde, er den nerve, som Dug afsøger. Det handler om at læse den moderne fysik og kosmologi som lyrik.

Digtsamlingen Dug består dels af digte, der tager udgangspunkt i den moderne fysik og kosmologi, dels af en række korte tekster, der fungerer som nøgle til digtene. Dug handler om big bang og kvantemekanikken, om stjerner, der fødes som tvillinger og adskilles som spæd; det handler om sommerfuglenes diktatur og om Poincare, der knuste vores drøm om en forudsigelig verden. Dug er en udforskning af den moderne fysik og kosmologi fra en æstetisk vinkel.

Jeg mener at det er vigtigt at bedrive videnskab ikke bare med vores frontallapper men også med vores hjerter; vi har brug for at se skønheden i det verdensbillede, som videnskaben tegner for os. Og så er den moderne fysik og kosmologi simplethen er et overflødighedshorn af fantastiske metaforer og sproglige billeder, der bare venter på at blive udforsket.

Kvantemekanikken og Einsteins relativitetsteori, big bang, den kosmiske baggrundsstråling, og standardmodellen for partikelfysik, er ikke alene intellektuelle landvindinger af utrolige proportioner, de er også teorier med en dyb æstetisk og poetisk dybde. Og den æstetiske dimension er vigtig at få med.

Digtsamlingen kan købes hos diverse online boghandlere.