Er vores krop et anker,
vores vægt en bremse i tiden?
At opleve nuet, endeligt,
ej uendeligt, at leve i tide.

At være her og ikke der,
at sidde i haven, træets skygge 
driver dovent over muren; at dufte
mint og lavendel; bierne summer.

At leve, nu og her, ej nu, overalt,
at stå på bredden og se floden flyde,
at stå i tiden, brusende, svagt rindende,
det er kroppens værk.

Uden krop ville sjælen være et lys,
vægtløs lig lysets hast, masseløs
udenfor tiden, egentiden frosset fast.
Istid, datid, nutid. Det er evigheden.

Lyset er overalt, altid, hele tiden.
Fra her til der målt i glimt af egentiden
er for en stråle af lys lig nul.
Det er nu, hele vejen og overalt.

Er livets endelige tidslighed, 
		nuets skrøbelighed, 
for sjælen en abstraktion? 
		— En attraktion?
Tager sjælen en krop på 
		for at se tiden an? 

Som et skib på en flod
kaster sjælen anker i tiden,
går i land og lever vores liv,
inden den sætter fra og flyder
ud i evigheden, den dag vi dør.

Vores krop er ankeret, 
der holder sjælen fast i tiden.
Vores liv er skyggen, 
som sjælen kaster fra evigheden.


                            JMG

Grænsen står ved anden solmasse
sat af Chandrasekhar på Einsteins befaling;
sammenbruddets rand hvor sole skal falde, 
når kernen er brændt og alting 
overstiger altings formåen.

Da din skygge nåede dig, 
da du gav op, gav slip 
og overgav dig til din tyngdes kraft, 
skabte du Universets mørkeste objekt,
solens negation, et fængsel for lys.

Bruddets anatomi er Schwarzschilds,
horisonten ligger på halvvejen,
i en skyttegrav på østfronten,
sorgens balancepunkt, 
hvor du forsvandt,
mens billedet af dig frøs fast. 

Du faldt, ud af min verden, 
ind i din. Frit.
Og da du så dig tilbage, 
så du alting forsvinde. 
Mig, min verden, din sorg.

Da du gik gennem den sidste dør,
stod jeg tilbage,
bundet i en stationær bane
og så billedet af dig, 
fastfrosset, fastholdt
blive svagere og svagere,
som et maleri i solen: 
farverne falmer, 
motivet forbliver.

Det er bruddets assymmetri,
det sorte huls anatomi,
på din side forsvandt jeg; du falder, frit.
På min side forbliver du, for altid, brændt
fast på min sjæls nethinde,
centrum i min galakse.

Det er Schwarzschilds grænse,
begivenhedshorisonten, 
hvor  minderne støder på grund 
og tiden strander.
Det er sjælens sidste revle.

                            JMG

På bunden af alting
Guds håndskrift
en vaklen, tøven.

Overfladens 
solide form
afløst af en 
forfatters tvivl.

Mulighederne
parallelle historier
bølger på et
hav af ting,
der aldrig sker.

Og virkeligheden
den ene, sandheden,
der vinder,
kvantet, der vælger
sin plads.

Er det Gud, der tøver
en skabers tvivl?
Eller står vi tilbage
med et spørgsmål
om mod, 
mens vi lytter 
til universets 
utrolige tavshed?

                     JMG

At vide
indse, opdage.
Forstå, forklare,
at erkende.

Livet, dette,
det hele.
Universet, os,
og altet.

Og mig,
mig selv, mit Selv.
Min bevidsthed
og dets drømme.

Og døden
samt dens venner.
Slutningen
og så videre.

At ville bagom,
bagved, se.
Forstå forståelsen
og forstå den.

En tåbes jagt
på skyggen,
en sommerfugl 
i regnen?

Eller en druknendes
kamp i havet,
der forbinder
igår med nu med når?

                            JMG

Det 20. århundrede på formel.
Bohrs tanke skrevet som poesi
i Guds håndskrift.

Blegdamsvejen,Fælledparken,
København 1921.
En labyrint, et nulpunkt.
Et århundredes smeltedigel.

Virkeligheden derude, flygtig, 
gemmer sig i poesiens land,
mens vi nøjes med meter,
kilo og sekunder.
Ord og grammatik.

Bohrs gave, 
Prometheus’ og Pandoras årtusindsfrø,
et visdomssværd skærer begge veje.

Kvantets paradoks 
at fra spørgsmålet om altings eksistens
udspringer det virkeligste af alt:
Atombomben.

Fra mysterie til brutal klarhed.
En uskyld for altid tabt.

En sommerfugl i solen
med døden på sin vinge.


                            JMG

Vi sejler fra kysten ud.
Rejsens anatomi er forfatterens,
der skriver solen frem.

Vi svømmer langs bunden under bølgerne. 
Vi ser op
og lader virkelighederne falde.

Som uforløste sandkorn
lever drømmene mellem ordene og øjet 
når vi ser væk.

Det er Guds kasserede manuskripter.

Hvor træerne vokser nedad
og græsset giver op.

Hvor himlen falder, 
og du siger ja.

Vi er virkeligheden, denne ene, 
der skaber sig selv,
blot ved at se det.


                            JMG

Hvis jeg kunne leve to liv
parallelt, hemmeligt
ville jeg leve det ene
kun for mig.

Jeg ville sidde i udkanten af en skov
hvor man kan se køer på en mark
jeg ville drikke te
og holde uendeligt meget af mig selv.

Jeg ville male billeder
og skrive ord, til dig.
Jeg ville leve det alene
og vide, uden tvivl.

Det andet liv 
ville jeg vælge 
fra.

                            JMG

Mit yndlingsord er ord.
Og tid. Mening.
Fortælling. Menneske.
Sti. Blade. Træer. Gul.
Lilla. Hav. Regn. Sand.
Tilbage. Igen. Datid.
Sorg. Hjem. Ord. Igen.

Mit yndlingsord er flere ord. 
Både og. Salamandersang.
Svaleflugt. Tusindtand.

Mit yndlingsord er eftertanke.
Omtanke. Omsorg.
Tiltænkt. Fortænkt. Tilstå. Forstå.
Tiltro. Tillid. Tro. 
Mit yndlingsord er inderlighed. 
Ærlighed. Særlighed.
Mit yndlingsord er Kærlighed.

Mit yndlingsord er lugten af græs
og lyden af pileblade i vinden.
Mit yndlingsord er bølgerne
der rammer stranden derude.
Mit yndlingsord er Nu.

Mit yndlingsord er pollentræerne
der skaber en sti af pollen.
Mit yndlingsord er mit første skridt
ad pollenstien den sommer.

Mit yndlingsord er minderne
om duftene og dagene i solen.
Mit yndlingsord er høloftet
hvor minderne blev glemt.

Mit yndlingsord er hulsten,
strandsten og sandstrand.
Sandt. Sanselig. Sandhed. 
Og sandelig siger jeg dig.
Mit yndlingsord er omkredsen,
der danner selve hullet.
Mit yndlingsord er Selvet.

Mit yndlingsord er øjenåbning,
åbenbaring og bare åben.
Årelangt. Øjeblik. Æoners indsigt.
Mit yndlingsord er handlingen,
der skrives gennem natten.

Mit yndlingsord er sommerfugl
vindruevinger og tusindtanker 
af taknemmelighed til solen.
Mit yndlingsord er duggen,
der falder i mit bryst.

Mit yndlingsord er tomhed. 
Tomt og tosomhed.
Mit yndlingsord er alting. 
Altet. Alle. Alene. Altid.

Mit yndlingsord er tiltrængt. 
Tilblive. Tilgive. 
Give. Gave. Glæde.
Mit yndlingsord er himmel.
Himmelsk. Elsk.

Mit yndlingsord er mit første
og dets ekko høres endnu.

                            JMG

Sekunderne vælter
ud over kanten
og falder
som flager
af sne
spredt i vinden
ude af stand
til at samles
i minutter
timer
dage
år
et liv

Og dog
sneen falder
og former
en flade
ren
urørt
af tid
der venter
på spor

                            JMG

At åbne et digt
starte en tekst
uden at vide
hvorhen
hvorfor
hvor længe
er som at kaste
en sten
            ud på en mark
og vente
på ekko.

Ekko.

                            JMG

Vand er is
der har givet slip

                            JMG

- sammen
nu, midt i en morgen
med glimt af blåt
hvor jeg sidder på grænsen
mellem drømmen i nat
og den idag
med våbenhvile og stilhed
hvor tidens torden
virker svagt uvirkelig
som om mindet
og duften af dig
smelter -


                            JMG

To verdener kolliderer, 
en tredje opstår,
skrøbelig ny
svøbt i rå kashmir uld
og lilla omsorg.

Vaklende på intet,
et rum venter på fylde,
et vacuum af varme
vidunderlige valg.

Et hul i tiden
skubber frygten bort,
fra isen og det dernede,
og begynder at tro.

Og midt i det hele
en tanke til Heidi,
der er på min side
og med hele vejen.

Og senere
når tankerne har rejst
en storm af ord,
danser jeg på drømme,
og flyver med hast.

Og i min flugt
mod himlen og højere
kapper jeg livlinen,
og kaster mig selv.

Og helt deroppe
hvor himlen forsvinder
der sprænges mit jeg
i tusinde dråber.

Jeg falder tilbage
som støvregn igår
og stumperne flyder,
og jeg hvisker forbi.

Og senere igen 
når stormen er faldet
der samles mit jeg
og formes på ny.

Jeg sprænges dagligt
i tusinde dele
og samles, hver gang,
forkert, på ny.


                            JMG

I toget
vestpå.
En stjernehimmel
i bevægelse
flyder som dråber
af regn
over ruden 
af glas

- ruden 
mellem ude
og inde -

som ville da alle
stjernerne
på nattehimlen
                 tilbage
         ned
hjem,
lade himlen stå tom
og flyde med regnen
over ruden
østpå.


                   JMG

Solens stråler
har gjort sig umage idag
og fundet vej
helt herned
til bunden af alting,
hvor jeg ligger
på ryggen
med en lille dreng i hånden.

Og mens vi ligger her
under et hav af tid
ser vi op på verden
helt deroppe
og morer os over
hvad skyerne ligner.

Vi har god tid.
Drengen ved min side
skal først forstå
at havet slutter
ved overfladen.


                            JMG

Når jeg går min faste tur
langs københavns havn
på kajen
så følger jeg kanten
rundt
præcist, og forsigtigt.

Som for at sikre mig
at mængden af land
i forhold til vandet 
i havnen
forbliver konstant.

Som for at sikre mig
at alting er på plads
i orden
så jeg kan holde mig fast
den dag verden kæntrer.


                            JMG

Endnu en morgen
hvor jeg lander
mit rumskib
netop tidsnok til
at du stiger ombord.

Og nu sidder vi her
ved kanten af alting
og overvejer
om vi skal springe på en historie
og sejle gennem universet
eller blive siddende
og vente på regn.

                          JMG

Vindmøller
med langsomme, tålmodige tag
forsøger at svømme over
horizonten.

Og halmballer
hånd i hånd, i lige
rækker
prøver at holde sammen
på alt det
de endnu ikke forstår.

Og toget græder i Oldenburg
og herfra
bag tårerne
giver det næsten mening.


                            JMG

I hjørnet
hvor alting ender,
ved havet,
der nu ved
at det ikke rækker.
Tilbage
hvor træerne
har tænkt
alle tankerne
og nu blot
venter
på at bladene
falder
som sne
farvet og formet
af for megen
tid.

Træerne er tavse
og vi ved
hvorfor.

                    JMG

Afsked
ved stranden
hvor hjerterne findes
som små variationer
skabt af havet
og tiden, der gik.


Afsked
med dig derude
dine ord
sætninger
sagt for tidligt
for sent
for sagte
for lidt.


Afsked
med dig herinde
med dine dale
uden bakker
dine bunker
af usagt sand
væddet af tiden
der gik
	med det.


Skygger kastes
fordi ingen
kan holde dem ud.


                      JMG

På stien, regn, et efterår ude af takt.
En kvinde løber forbi, standser op
går videre.

Og et øjeblik
hvor vi går
let forskudt
næsten i takt
opstår en slags
samhørighed
mellem os
fremmede.
Næsten tomt.

En bænk kommer mod os
og tager hende væk
mens jeg flyder videre med stien.
Let og næsten ligegyldigt.


                                JMG

Der står en gruppe grantræer
derude, i Tyskland
og kigger alvorligt på mig
herinde
i et køkken
der forsigtigt trækker vejret
uden at larme for meget.

De står helt stille,
et løvtræ har sluttet sig til,
og ser på mig
med forståelse,
alvorligt.
Tyske grantræer.
Det føles trygt.
Jeg tænker på at invitere dem ind
men jeg vil ikke forstyre.

                              JMG

FORDELE ved at være gråspurv:

 	- man kan flyve.
        - man kan glæde sig over fedtklumpen i haven.
        - man skal kun een ting: være gråspurv.
        - man skal ikke være bankmand.

ULEMPER ved at være bankmand:

        - man kan ikke flyve.
        - man skal være bankmand.
        - fedtklumpen i haven er ikke lækker.

Vigtigste FORSKEL på gråspurv, musvit og bankmand:

        - fedtklumpen. Jeg tror at fedtklumpen er vigtigst.
        - og gråspurven er en musvit i sort/hvid.


                                                          JMG

På en bænk
på en Fredensborg station, venter 
på en udvej.

Sidder helt stille
lader verden i fred.

Grønt, lyst og mørkt
asfalt, skygger af sol
spredt befolkning
skyer foroven.

Alt er normalt her.

En gysen går 
gennem træerne
netop som centrum passerer
gennem mig.

Jeg går hjem
sammen med Sara.

                            JMG

Blå birk
lilla på lur
ligesom landet nu
langsomt hjem.

Gul bøtte
med mælke
saft i stængler
som solen, nu.

Hvidt kvidder
i svøbte strofer
af sangfugl
og silkestråler.

Det er mig
           der synger
det er dig
           der gror.

Lilla lurer
på blå birk
langsomt nu
langsomt.



                            JMG

Tilbage til tiden bagefter
som er nu, bare forskudt
i tid.

Tilbage i solen
i et efterår der længes
efter tiden derefter,
et efterår
der følger et år
med masser af nu.

For meget nu
og mangel på regn.
Gule blade;
eftertanke, enten eller,
og mest eller.

Masser af eller
svøbt i eftertankens
trygge kappe af ting der var.
Bladene forlader os.

Solen er tilbage
men nu er tiden gået.


                            JMG

Nu, februar.

Mit forbrug 
af måneder
og årstider
vokser med årene.

Tid.
Til at se.
Tid, og tidligt
tillige tids nok. Måske.
Til at se.

Og du
vender om
tilbage
til en årstid
udenfor kategori,
til et metaår i gråt, metafor,
hvor du venter
afventende
på om jeg, ser.
Ser.
At se.

Jeg skubber alting
foran mig
og ser
at alting er for meget.


                            JMG

en flok musvitter på bombetogt 

	styrtdykker i angrebsformation - 

Musvitterne bomber 
angrebsbølge efter angrebsbølge
hidsige styrtdyk
brandbomber og ildregn.
Mit flak er virkningsløst
kampen er håbløs.

Dresden brænder.


                            JMG

I frit fald gennem Europa
i en restaurantsvogn
gennem tyske skove 
og ensomme enge
svævende derude
spredt i formation
i lyset fra en synkende sol.

Europa har travlt i aften
flyver forbi
med 70 minutters forsinkelse
og jeg sidder herinde
i forsigtighed
og spekulerer på
hvad det hele betyder.

***

En eng fyldt med får
og bagefter
en mark med majs.

Og nu
en birkeskov
helt fyldt op med birk.

Tyskland
i korte glimt
med enkelte bogstavrim.

                            JMG

November
erobrede først månederne
januar til april
og er nu gået
til angreb
på maj.

Januar og februar overgav sig
uden kamp
og marts forsvandt bare;
april prøvede måske,
maj ligner et nederlag.

November fylder
mere og mere
og jeg tilpasser mig,
går i hi,
og venter på en almanakisk
fredstraktat.


                            JMG

Spanden med årstider
væltede
og inden jeg nåede at gribe den
løb efteråret ud over det hele.

Vinteren blev sølet ind
i november
og hele januar
og det meste af februar
blev dækket af et tykt lag løvfald.

Så kom marts
og april
som oktober måned løb ud over.
De første forårsdage
lignede en afslutning.

Og nu er vi i maj,
og sommeren begynder at presse sig på,
og det er nu,
at jeg ville ønske at der var lidt
november tilovers.


                            JMG

Følelsen
af forbi.

Følelsen
af sket;
af  åbnet 
nu lukket.

Følelsen
af ensom;
af forladt
før fundet.

Følelsen
af dengang
af datid
fortid
fortabt
tid.

Følelsen
af regn
lige før
den rammer
din krop
med tusinde
dråber
der hver
skriger
tavst
om tomhed.

Følelsen
af fortabt
tabt
uden fortabelse
blot
alt for tabt.

Følelsen
alene.
Følelsen 
af alene. 
Følelsen
af ord.


                            JMG

Tanker i takt
med deres grammatik
slår smut 
hen over deres indhold
og ender langt
fra kysten
hvor de synker ned
og forsvinder i mængden af hav.

Den slags tanker
tænker jeg 
på de dage
hvor jeg ønsker at synke med. 


                            JMG

Jeg kan høre dig
dernede
dine tramp
legende lilla rytmer
runger i mit bryst
sætter tanker i fugleflugt.

De blå, grå og nogle af de røde
lander igen, langsomt
men de andre
flyver hele natten.

Jeg leger med de blå og de grå 
mens jeg venter i mørket
på resten.


                            JMG

Vågnet
et ophør af fravær
trukket tilbage
til stedet jeg slap
for timer siden.

Samme sted.

I mørket
et svagt skær 
fra lampen,
flere ord 
søger
sammen i sætninger.

Om lidt
begynder livet.

Hun vil have et barn.

En dør står 
i mørket kan jeg 
svagt skimte 
dens kontur.

Flere ord,
sætninger, samlinger.

Hun vil have et barn.

Jeg ser op
men forstår det ikke.



                            JMG

NATTEN er massiv nu,
med NAT i hele stuen,
og køkkenet og herinde
og mest herinde, 
hvor dybdesøvnen tog afsked
og sendte mig tilbage
i NATTEN, der nu fylder det hele,
også udenfor,
hvor jeg kan se NATTEN
i hele haven og på gaden.

Og jeg sidder så her i NATTEN,
og mærker mig selv,
og venter
i NATTENS lyde
på dig, der stadig sover,
og drømmer
om mørke de forkerte steder,
om ting der vender om,
og en NAT der fylder for meget.

Jeg er lige her,
jeg venter på dig,
og når du vågner,
så sidder jeg her, i NATTEN,
og er klar.


                            JMG

Ord
små perler
falder sagte
som tanker
tænkt
ud af verden
ned i dybet
hvor de 
samles
tætnes.

Tusinde
totusinde
ord
sagt sagte
igen
og igen
og igen
alle ens.




                            JMG

Ord
der former
halve sætninger
hvor begyndelsen
starter en sommer
med farmor
og gule mursten
hendes oliefyr
og skæve stuer
vafler, guldkorn
klatkager
sofaen
der foldes ud
og æbletræet
midt i det hele.

Ord
der former
halve sætninger
som jeg nu
her 
ved vinduet mod vest
forsøger at 
skrive sammen
til en historie
lang nok
solid nok
god nok
så jeg kan fire den ned
og redde dig
op.





                            JMG

Strandsten
hulsten
hjertesten
og hulrum.
Halve husmure,
hegn og aldrig hjem.

Går igen
og leder efter
hullet.

Stenen har jeg.


                            JMG

Tankerne flytter ind
går rundt i haven
mod skoven
og samler pinde
til ovnen i aften

Tankerne tegner huset
der bygges
og fyldes
og farves
med bløde og
blide fornemmelser

der føles som nu
som nutid
som sket skethed
nuligt, lige nu
netop
som jeg sidder
og tænker
tankerne
til ende
og nu, netop nu
tænder for radioen
for at høre
om vi har et valg.


                            JMG